Jeg er fascineret af krukken.
Den står der - fast, afgrænset fra verden omkring sig,
lukket om sin egen lille hemmelighed.
Den lukker sig om et ingenting.
Man får lyst til at tage låget af,
fange hvad det var det drejede sig om.
Opleve hvad der springer ud af krukkens mørke.
Være i øjeblikket for mulighedernes udspring.
Og af krukkens ufødte indre tager sindsstemningerne form,
folder sig ud, manifesterer sig i figurer.
I krukkens indre mørke ligger mulighedernes udspring.

Og ud af krukkens lukkede form opstår lysten til at gennemhulle den - - lade ydre og indre vokse sammen, trænge ind i hinanden.
Gennemhulle skallen i mønstre så den både er fast, lukket og åben transparent.

For endeligt at flyde ud i skålens åbne rummen.

Når jeg arbejder med leret er det modsætningerne jeg søger.
Prøver at finde en form hvor det hele kan være der.
En form som rummer
Lethed og tyngde
Lys og mørke
Et udtryk som er gennemhullet og afgrænset
Omsluttet og åbent
Ingenting og form
Hemmelighed og synlighed.
Fange de flygtige sindsstemninger
- fastlåse dem i figurer.